Thursday, October 05, 2006

Konservative der holder med Demokraterne?

I et venstreorienteret politisk magasin angribes Bush og den Republikansk dominerede Kongres nu for økonomisk uansvarlighed. Af højreorienterede meningsdannere og intellektuelle, vel at mærke. I oktobernummeret af The Washington Monthly siger flere konservative nu højt, at de håber på et Demokratisk flertal i Kongressen efter midtvejsvalget d. 7. november i år. Blandt dem er den ultra-liberale satiriker og forfatter til Thank You for Smoking, Christopher Buckley – søn af William F. Buckley, Jr., som har været en af de vigtigste drivkræfter i amerikansk konservatismes intellektuelle udvikling siden 1950erne. En anden er Joe Scarborough, en mere klassisk konservativ (i amerikansk forstand) abortmodstander, advokat og tv-vært, som ved Republikanernes jordskredssejr i november 1994 blev valgt ind i Kongressen og sad der indtil januar 2001. Leder af den ultra-liberale tænketank The Cato Institute, Bill Niskanen, håber også på en Demokratisk Kongres som modvægt til den Republikanske præsident. Mest af alt, som han interessant argumenterer, fordi staten bruger færre penge, når den lovgivende og den udøvende magt spænder ben for hinanden. Den tidligere Reagan-rådgiver Niskanen er som libertarianer mest af alt interesseret i at begrænse statens magt og forbrug, og historien viser, at når forskellige partier kontrollerer regeringsmagtens to politiske grene, bruger regeringen færre penge.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home