Velfærd eller sikkerhed?

‎"Aging European countries are funding elderly care instead of their defenses," skriver USA Today - selvom afgående forsvarsminister Robert Gates roser Danmark for at "punch well above their weight" i Libyen. Men er det europæerne eller USA, der prioriterer forkert?

På gensyn!

Jeg tager til Kina, så kan I have det så godt. Kommer hjem på en særdeles vigtig dag, nemlig tirsdag d. 7. november, hvor der er midtvejsvalg i USA. Jeg hepper på Demokraterne. Pas (på) jer selv så længe.

Skønhed, reklame og løgnhistorier

Jeg kender en fyr, der hedder Ezra Klein. Han er blogger, sådan rigtigt. Han har blogget siden han var teenager, og sidder nu og skriver forsidehistorier for prominente politiske magasiner. Når altså ikke han blogger. 22 år fyldte han, mens jeg dette forår var praktikant på det magasin, hvor han for tiden er fastansat skribent. Men i hvert fald: i sin personlige blog skriver Ezra i dag noget om forskruede, medieskabte skønhedsidealer. Perspektivet er ikke spritnyt, og det er faktisk inspireret af en reklamekampagne, men det er stadig interessant. Blandt andet fordi reklamekampagnens perspektiv er interessant. Eller rettere: fordi det er interessant, at reklamekampagner begynder at anlægge et sådant perspektiv.

”Gud Herren tog mennesket og satte det i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den.” (1. Mosebog 2:15)

Modstander af homoseksualitet og abort. Tilhænger af dødsstraf. Evangelisk kristen. Og miljøforkæmper? Indtil for nylig var denne kombination ganske uhørt, men en voksende gruppe af konservative, fundamentalistisk kristne amerikanere er nu begyndt at interessere sig for miljøet. Is God Green?, en meget anbefalelsesværdig dokumentar fra det amerikanske non-profit/public service tv-netværk PBS, sætter fokus på udviklingen, som kan få enorm betydning for den politiske magtbalance i USA, hvor religiøse, konservative vælgere tjener som fundament for Republikanernes politiske dominans.

Fundamentalisterne har altid været der, kan man sige, men de mobiliseredes først rigtigt som en politisk faktor sidst i 1970’erne. De fortrinsvis hvide, evangelisk kristne har siden været trofast konservative Republikanere, hvilket har betydet, at præsidenter som Ronald Reagan og George W. Bush med nøje afmålte doser af gudfrygtig retorik kunnet vinde det religiøse baglands opbakning til snart sagt hvad som helst. Siden Reagans valg i 1980 har en stærk alliance mellem konservative kristne og ”corporate America” således arbejdet for deregulering af industri, konservativ fordelings- og kønspolitik samt en hård udenrigs- og forsvarspolitisk linie. Nu begynder alliancen at knage i hjørnerne.

Naturligvis er der stadig dem, der mener, at Gud forbandede jorden, da Adam og Eva syndede i Edens have, og at forurening er Guds straf for menneskets synder, og derfor intet har med menneskets fejludnyttelse af ressourcer at gøre. Og/eller at forurening er en helt naturlig del af livets cyklus, som det derfor ikke bekommer mennesker at bekymre sig om. Men efterhånden er der altså også dem, der mener, at Gud har åbenbaret sig selv gennem sin skabelse, altså i jorden og naturen. At jorden er Guds krop. En fremtrædende evangelisk aktivist, hvis grønne holdninger stadig gør ham kontroversiel blandt mange trosfæller, begrunder sin miljøbevidsthed med skabelsesberetningen i 1. Mosebog: ”You’re to watch over and care for it, as a steward of the Earth.” Og som bekendt lader evangelisk kristne sig ikke uden videre feje af banen. “We have got absolute truth!” som en pastor, med Bibelen i hånden, messer til sin menighed i Boise, Idaho. Noget tyder på, at Republikanerne er nødt til at justere deres miljøpolitik i fremtiden – hvilket kan føre til dyb splittelse i et parti, der også skal favne storkapitalens interesser. Men ellers risikerer de, at deres vigtigste vælgergrundlag går tilbage i det politiske hi, det først kom frem fra omkring 1980.

Og hvis ikke de mulige realpolitiske følgevirkninger af denne udvikling er spændende nok til at få dig til at se dokumentaren, så se den i stedet for det indblik den giver i et kristent, landligt USA, som vi europæere ved alt for lidt om. Eller for Ernie og Carmelita Browns ubetalelige West Virginia-accent. Parret bor i en lille by i Appalachian-bjergenes kulminedistrikt, og Ernie er tidligere minearbejder. Nu kan de ikke drikke vandet i deres brønd på grund af slagger fra kulminerne. Historien er rørende, og komplet med kulindustriens onde, forurenende storkapitalist med stort hus på bjerget. Det er i udsendelsens chapter 2. Men se den nu bare fra en ende af…

”Lad de små børn komme til mig”

Kan evangelisk kristne godt give dig lidt myrekryb? Se om det bliver bedre, efter du har set denne trailer for en ny dokumentarfilm om amerikanske børn på evangelisk sommerlejr. Jesus Camp hedder filmen, som her diskuteres i et nyhedsindslag på ABC News. Er du vimmer, hvor de her børn bare elsker Jesus. "When I was five, I got saved. Because I just wanted... more of life!" Hvis bare det dog kun var kærlighed, de lærte om.

Thank You for Watching!

Apropos Christopher Buckley og hans politiske satire: filmen Thank Your for Smoking bliver gerne anset for at være apolitisk underholdning. Det er den ikke. Og det skrev en ung journalist ved navn Ben Adler en udmærket artikel om, da filmen i foråret havde premiere i USA.

Konservative der holder med Demokraterne?

I et venstreorienteret politisk magasin angribes Bush og den Republikansk dominerede Kongres nu for økonomisk uansvarlighed. Af højreorienterede meningsdannere og intellektuelle, vel at mærke. I oktobernummeret af The Washington Monthly siger flere konservative nu højt, at de håber på et Demokratisk flertal i Kongressen efter midtvejsvalget d. 7. november i år. Blandt dem er den ultra-liberale satiriker og forfatter til Thank You for Smoking, Christopher Buckley – søn af William F. Buckley, Jr., som har været en af de vigtigste drivkræfter i amerikansk konservatismes intellektuelle udvikling siden 1950erne. En anden er Joe Scarborough, en mere klassisk konservativ (i amerikansk forstand) abortmodstander, advokat og tv-vært, som ved Republikanernes jordskredssejr i november 1994 blev valgt ind i Kongressen og sad der indtil januar 2001. Leder af den ultra-liberale tænketank The Cato Institute, Bill Niskanen, håber også på en Demokratisk Kongres som modvægt til den Republikanske præsident. Mest af alt, som han interessant argumenterer, fordi staten bruger færre penge, når den lovgivende og den udøvende magt spænder ben for hinanden. Den tidligere Reagan-rådgiver Niskanen er som libertarianer mest af alt interesseret i at begrænse statens magt og forbrug, og historien viser, at når forskellige partier kontrollerer regeringsmagtens to politiske grene, bruger regeringen færre penge.

Her stikker vi dem én!

The New York Times bringer i dag en pragtfuld artikel om korporlig afstraffelse i amerikanske skoler. Det interessante i artiklen er ikke bare de forskruede ideer om børneopdragelse, der kommer til udtryk, men hvad disse ideer siger om folks menneskesyn og moralske verdensopfattelse generelt. George Lakoff, som er Professor i lingvistik og kognitionsvidenskab på Berkeley i Californien, opstiller i bogen Moral Politics to grundlæggende forskellige moralske systemer, som han kalder henholdsvis strict father og nurturant parent. Han baserer modellerne på to forskellige idealforestillinger om familien, men hans bog handler ikke om familieliv som sådan. Pointen er nemlig, at man bruger sin moralske grundopfattelse til at ræsonnere i mange andre sammenhænge, ikke mindst politisk. Og hvor nurturant parent-moral lægger vægt på frihed under ansvar, åbne muligheder, tryghed og gensidig tillid, er strict father-moral baseret på en streng disciplin, der har til formål at disciplinere et grundlæggende syndigt og derfor potentielt farligt menneske. Nurturant parent-moral er baseret på, at mennesket grundlæggende er godt, mens det er et mere pessimistisk menneskesyn, der ligger til grund for strict father-moralen. Lakoff ønsker med disse idealtypiske modeller at sige noget helt grundlæggende om forskellen på liberals (som i USA betyder venstreorienterede, altså tilhængere af en stærkere velfærdsstat) og conservatives. Progressiv liberalisme er naturligvis den politiske konsekvens af nurturant parent-moral, mens amerikansk konservatisme er konsekvensen af strict father-moral. Det er derfor, konservative går ind for dødsstraf, generelt strengere straffe, et stærkt militær og retsvæsen, mens de til gengæld er imod al slags omfordeling i form af velfærd og sociale ydelser. Ingen skal have noget, de ikke har fortjent! En af Lakoffs vigtigste pointer er i øvrigt, at mange amerikanere stolt identificerer sig med en særlig moralsk verdensopfattelse, i højere grad end de f.eks. identificerer sig med en økonomisk "klasse" eller snæver egeninteresse. Det er derfor, man ser fattige, hvide amerikanere, som - til mange liberals' store forvirring og frustration - går stik imod deres økonomiske egeninteresse og stemmer republikansk i stedet for demokratisk. Artiklen i NY Times eksemplificerer flere af Lakoffs pointer.